Rowlings takketale

Deres Kongelige Højhed, Borgmester, Rådmand, Medlemmer af H.C. Andersen Litteratur Pris Komite. Mine damer og herrer.

Jeg er meget ydmyg og beæret over at modtage denne vidunderlige pris.

H.C. Andersen er en forfatter, som jeg beundrer, fordi hans værker tilhørte den sjældne kategori, som overgår et almindeligt forfatterskab.

Han skabte uforgængelige karakterer: Den grimme ælling, Den lille havfrue, Snedronningen og Kejserens nye klæder. De ligger alle så dybt i vores underbevidsthed, at vi nogle gange glemmer, at vi ikke var født med historierne – det var H.C. Andersen, som gav dem til os.

Hans fortællinger har rørt generationer på tværs af nationer og har givet anledning til millioner af fortolkninger. Men originalerne har fortsat den største fortryllelse.

H.C. Andersen forstod, at det at skrive for børn ikke er at purere voksenlitteratur; det skal ikke være flydende og uden smag, men må gerne indeholde udfordrende ingredienser.

De, der skriver for børn, eller de, som er bedst til at skrive for børn, er ikke barnlige eller umodne. De kan derimod erindre, nogle gange pinefuldt, hvordan det var at være lille og forvirret, samt den vidunderlige, intense glæde, der kan være så vanskelig at huske senere i livet.

Enhver bog, der bliver skrevet ”ned” til børn eller bliver skrevet med et nervøst vandrende blik for éns kollegaer eller i troen på, at ”dette kan de lide”, fungerer ikke og vil ikke være og vil ikke blive bevaret.

Børn er ikke ”de”, de er os. Det er derfor, at børnelitteratur ofte også er en stor succes hos de voksne. Ikke fordi de er barnlige eller regressive, men fordi barndommens dilemmaer varer ved hele livet: at høre til, at blive svigtet, gruppens magt og modet til at være sig selv. Kærlighed og tab, at lære at være menneske – og ikke mindst at være et godt, modigt og ærligt menneske.

H.C. Andersens værker er et veltalende modbevis for dem, som vil rense børnelitteratur. Trods varme, humor og skønhed i hans værker var han ikke bange for at vise grusomhed og smerte. Den lille pige med svovlstikkerne dør i stilhed og armod, og Den lille havfrue viser, at det at risikere alt og alligevel tabe har sin egen skønhed, romantiske pragt og storhed.

Jeg forsøger ikke at sammenligne Harry Potter-bøgerne med historier, som har holdt i de sidste to århundreder. Men jeg elskede mine figurer så meget, at det at efterlade dem efter 17 år har været næsten som at miste flere af mine kære. Det faktum, at så mange mennesker har nydt den verden, som jeg har kreeret, overvælder mig hver dag. Og dog føles det på mirakuløs vis stadigvæk som mit eget private kongedømme, som jeg ikke kan lade være med at vandre rundt i en gang imellem bare for at se, hvad mine overlevende figurer laver nu.

Jeg elsker at møde unge mænd og kvinder, der er vokset op med at læse Harry Potter-bøgerne. Nogle gange undskylder de sig ved at sige, at ”du må sikkert høre det her hele tiden”, men jeg synes aldrig, at det er kedeligt at møde mennesker, der har boet på Hogwarts sammen med mig. For det er litteraturens mirakel, som intet andet medium kan sammenlignes med: Forfatterens og læserens fantasier skal mødes for at kreere historien. Der er lige så mange forskellige Harry'er, Hagrid'er og Forbudte Skove, som der er læsere.

De bøger, som vi læser, mens vi er børn, har ofte en helt særlig magt over os. Måske er det ikke kun, fordi vi som børn er følsomme og nemme at præge. Måske skyldes det i stedet, at vi som børn er i stand til at afvise alt, der ikke fanger vores opmærksomhed. Børn køber ikke bøger, fordi de føler, at de bør læse dem, eller fordi de pynter på sofabordet. Børn læser udelukkende, fordi de gerne vil vide, hvad der sker om lidt, og derfor er børn de mest krævende, men samtidig mest overbevisende læsere overhovedet.

Så tak til alle, unge og gamle, der forblev loyale over for Harry Potter igennem syv eventyr, tak til alle Harrys forlag, der hjalp med at viderebringe bøgerne til nye læser, og særligt tak til Gyldendal, mit danske forlag, tak til min familie, der holdt mig ud i alle de år, hvor jeg blev ved med at vandre af sted på Hogwarts-Ekspressen, og selvfølgelig tak til H.C. Andersen Litteraturpriskomité og Odense by, fordi I har givet mig en pris, som jeg vil værdsætte hele mit liv.

---

Tekstur var i Odense i tirsdags for at overvære prisoverrækkelsen. Lyt med på torsdag, når vi reporterer fra vores møde med J-fucking-K. Det var stort.