People's Press 2009
250 sider
Dette løb er ét stort epos.
- Roland Barthes, ”Tour de France – cykelløbet som epos”.
Vor helt er fra Hammel. Chris Anker Sørensen blev født i 1984 og debuterede forrige sommer i verdens største cykelløb, Tour de France. En rejse fra forstads-Århus til verdens centrum, som Dennis Ritter med sin sans for den gode historie skildrer i to indlagte biografiske kapitler af Debutantens dagbog. Eposset har brug for sine helte, og med Chris’ odyssé fra en sygeseng i forældrenes hjem i 2003 til stagiaire-fugleunge under Bjarne Riis’ vinger i 2005 gør Ritter sit til at heroisere den unge danske vandbærer og indskrive ham i Tour de France-mytologien.
Debutantens dagbog udkom i efteråret 2009, men jeg har først læst den nu her i forbindelse med begyndelsen på årets Tour. Ud over at gennemføre en af de hårdeste sportsbegivenheder, der findes, havde Chris Anker Sørensen overskud nok til at føre dagbog undervejs, så bogen er struktureret som fortløbende tekster om hver etape, og Dennis Ritter har så skrevet nogle biografiske, baggrundsmæssige og reporterende tekster til at give dagbogsformen lidt modspil. Det fungerer fint, måske også fordi de to forfatteres udgangspunkter er så forskellige:
Ritter er journalisten, der forstår at iscenesætte (med Roland Barthes’ ord) cykelløbet som epos. Chris er bare cykelrytter. De fascineres hver især af den andens verden: Ritter af dramaet på etaperne, Chris af mediecirkusset rundt om dem. På den måde indtager de begge debutantens, den uindviedes, rolle – eneste forskel er naturligvis, at Chris gennem forløbet udvikler sig som figur, idet han bliver indviet i spillet. Ritter forbliver i akkrediteringens gemakker.
Med fare for at forfalde til psykologisering: Måske er det, fordi de aldrig selv har været cykelryttere, at Jørgen Leth og Dennis Ritter i højere grad end Rolf Sørensen og andre eks-prof'er har en trang til at narrativisere Touren – det giver dem en deltagende rolle i fortællingen. Måske er det blot cykelsportens lod at blive ophøjet til mytologisk skueplads, ikke nødvendigvis på grund af selve udøvelsen, men særligt på grund af alt det uden om løbet. Roland Barthes beskriver det i essayet ”Tour de France – cykelløbet som epos” fra 1957:
Det er ikke kamppladsen, som er den sande episke scene, men derimod teltet (læs: medieområdet), som er en slags offentlig entré, hvor krigeren udpønser sine planer, og hvorfra han udsender injurier, udfordringer og fortrolige meddelelser. Tour de France kender til bunds værdien af et forlorent privatliv, hvor fornærmelsen og omfavnelsen er de højeste former for menneskelige relationer.
Om det er en opfordring fra mytologen Ritter, er usikkert, men fornærmelser finder man masser af i Chris’ dagbog. Mark Cavendish er en skidt fyr, Linus Gerdemann er småidiot, Lance Armstrong en tyran og Carlos Sastre en has-been. Det kan godt ligne forsmåethed, men er nok bare udtryk for Chris’ ærlighed – uanset hvad intentionen er med al den trash-talk, er det nok et meget sigende indblik i den lejrkuller, der går i holdene, der deltager i et treugers etapeløb. Om ikke andet, er det i hvert fald rimelig sjovt (Chris er en god fortæller), og det fungerer dobbelt i forhold til mytologiseringen af Touren: Dels nedbrydes de heroiserende narrativer, når Armstrong kritiseres for grimme sokker, dels opfordrer det blot Ritter og kollegerne (og fansene) til at digte endnu flere historier.
En sjov finurlighed, der på sin vis udstiller Ritters overgjorte sprogbrug, er et af de sidste afsnit, som omhandler det frygtindgydende bjerg på næstsidste etape, Mont Ventoux. Ritter er muligvis ikke klar over det, men den retorik, han bruger til at beskrive bjerget – ”stående majestætisk og utilnærmeligt i et hjørne af Frankrig, som om det ikke vil forstyrres” – passer glimrende til Barthes’ essay, der netop gør opmærksom på personificeringen af naturen i dækningen af Touren (Barthes er naturligvis en smule mere ekvilibristisk i sin imitation af denne retorik, end Ritter er i sin brug af den). Barthes skriver om selv samme bjerg:
Som en sand Molok og en cykelrytternes despot giver han aldrig indrømmelser til de svage, men opkræver uretfærdige afgifter i form af lidelser.
Flere pointer i Barthes’ essay, blandt andet fokuseringen på Chris’ fødested, er sjove at sammenholde med Debutantens dagbog, så uanset om man er tilhænger eller modstander af Jørgen Leths og Dennis Ritters mytologiserende narrativer, der lægges ind over dækningen af Tour de France, er det en bog, der er værd at læse. Og så ved du også, hvad du skal lave under de næste flade transportetaper.
- Sune
0 kommentarer:
Send en kommentar