Anmeldelse: Vejen til Indien

E.M. Forster: Vejen til Indien

Oversat af Viggo Hjørnager Pedersen

Forlaget Bahnhof

318 sider

Der sidder nogle gode folk i Strandgade 12 i det indre København. Her har det tre år gamle forlag Bahnhof hjemme, og dets mission er ifølge dem selv "at gøre den bedste litteratur fra den store verden tilgængelig for et dansk publikum. Det gælder både væsentlige nulevende forfattere og kanoniserede klassikere, som ikke tidligere har været oversat til dansk".

Indtil videre er F. Scott Fitzgerald, Henry James, Virginia Woolf og altså E.M. Forster de største drenge og piger, Bahnhof har genoplivet. Vel at mærke engelsksprogede, næsten samtidige skribenter, og i tilfældet Vejen til Indien også et værk, der allerede tidligere ér oversat til dansk. Første gang ganske vist helt tilbage i 1935 med titlen Indiske dage, men den aktuelle udgivelse er faktisk blot en "ny, gennemset udgave" af oversætter Viggo Hjørnager Pedersens egen oversættelse fra 1984. Så meget altså for de fine ord fra forlaget om den store verden og hidtil uoversatte værker.

Når dette er sagt - og det er det som en opfordring til forlaget om også at bevæge sig uden for engelsk litteratur fra første halvdel af det tyvende århundrede, når det gælder kanondannelsen - er det naturligvis altid glædeligt, når store forfattere får nyt liv i danske boghandler og spalteplads i avisernes litteratursektioner. For hvis der er noget, E.M. Forster har at tilbyde læserne i dag, er det en mesterlig sprogbeherskelse, og lige netop derfor er det måske en endnu bedre idé at læse ham på originalsproget, for der er flere passager i Pedersens oversættelse, der synes at være fordanskninger af engelske sætninger. Og det er selvfølgelig ærgerligt, når nu det er hans andet forsøg på at oversætte bogen. Mængden af korrekturfejl burde af samme grund også være mindre.

Mit problem med Vejen til Indien fra 1924 er, at den ud over sin sproglige opsang til nutidige forfattere, for hvem (tænk krimi) kærlig sprogbehandling ikke falder naturligt, lader til at være det, som årstallet antyder: en litterær museumsgenstand.

Bogen er opdelt i tre dele: Første del, "Moskeen", introducerer persongalleriet i den indiske by Chandrapore og giver utallige eksempler på den konflikt, der ulmer bag facaden i et land, hvor hykleriske, muslimske indere er koloniseret af arrogante, sædelige englændere. I anden del, "Hulerne", indtræffer en forbrydelse - en påstået voldtægt af en engelsk dame - som får konflikten til at bryde ud i lys lue. Tredje del, "Templet", viser det resignerede, desillusionerede aftermath: Englænderne og inderne kan ikke blive venner, så længe Indien ikke er frit.

Hvorfor hører Vejen til Indien hjemme på et museum? Det er ikke selve historien, der jo i og for sig er interessant nok med sit orientalske tema. Det er som nævnt heller ikke sproget i sig selv, der faktisk gennem hele romanen er mesterligt. Problemet er fortælleren, personerne og et alt for simpelt plot. Den alvidende fortæller er konstant til stede, om det så er for at personificere naturbeskrivelserne (suk!), kommentere handlingen eller falbyde personkarakteristikker så forklarende, at dr. Aziz, mrs. Moore, mrs. Quested, Fielding og alle andre personer i romanen allerede fra første optræden er udleveret. Det ødelægger interessen for den udvikling, romanpersoner normalt gennemløber - for enten sker den ikke, eller også er den allerede afsløret på forhånd. Og eftersom Vejen til Indien ikke ligefrem er en pageturner, er det de menneskelige relationer, plottet er afhængigt af. Men den alvidende, utåleligt forklarende fortæller ødelægger selv disse til tider fremragende tableauer, hvor man uden fortællerens indblanding kunne have nydt skildringen af et victoriansk frokostselskabs konflikter, som dirrer lige under overfladen.

En sidste ting, der gør Vejen til Indien til et værk, der død og pine forsøges lukket i kapitel ét af fortælleren, er metaforbrugen. Allerede fra starten opstilles forskellen mellem det fortryllende Indien og det fornuftige engelske kvarter i Chandrapore. Og i romanens klimatiske hændelse i Marabar-hulerne, scenen for den påståede voldtægt, præsenteres den metafor, der skal udkrystallisere hele romanens betydning: Inde i hulerne finder man således et ekko, der er så overvældende, at den gamle mrs. Moore eksistentielt chokeret tænker: "Alt er til, intet har nogen værdi" - eller som fortælleren udlægger det (her ganske vist mere som indirekte dialog end kommentar) i den efterfølgende sætning: "Hvad enten man havde sagt noget sjofelt derinde, eller citeret den skønneste poesi, ville kommentaren have været den samme - "u-buhm"". Hele det engelske værdisystem, som Forster kritiserede sin samtid for, ville bryde sammen, hvis man opgav dominansen over inderne og gjorde dem til ligeværdige.

Men hvis man skal sige noget positivit om alle disse - og flere - aspekter ved Forsters roman, er det, at den egner sig vældig godt til analyse i gymnasier rundt omkring på grund af metaforbrugen, fortælleren og så videre, som man kan spore sig ind på. Men den lægger desværre ikke op til læserens egen deltagelse i betydningsproduktionen, og det er en skam. Det ligner mest af alt en samtidskommentar fra Forster, som han bedst kunne levere i romanform. Jeg synes dog, det er et overgreb mod romanen. Og i øvrigt et monotont, resigneret satirisk ét (æv!).

Læs ham, hvis du gerne vil have afkræftet myten om, at alt, hvad der er kanoniseret efter år 1900, er genreeksperimenter og tekstsammenbrud. Eller hvis du stoler mere på Hans Hertel fra Politiken eller stort set en hvilken som helst anden anmelder i landet end mig ...
- Sune