Jeg har netop læst første bind ud af i alt 6 af Min Kamp af Karl Ove Knausgård. Og det er gode sager, jeg græd enkelte gange, hvilket er et godt parameter for om noget rør sig i litteraturen. Her lidt info og sladder om bøgerne:
http://www.litteratursiden.dk/node/83821
http://www.dagbladet.no/2009/11/20/kultur/litteratur/brageprisen/9122329/
http://www.oktober.no/nor/forfattere/norske/knausgaard_karl_ove
Og manden selv:
Han kommer til DK d. 11/5, hvor han sammen med Jeppe Brixvold er centrum på Forfatteraften på Forfatterskolen. Min Kamp er the talk of town i hele Norge. Alle kommenterer, og bedst af alt, alle læser. Eller det vil ihvertfald sige: uhørt mange. Knausgård har tidligere udgivet to romaner til pæne ord og små salgstal, men Min Kamp er blevet en veritabel bestseller. Jeg ser den som den selvbiografiske tendens' apoteose. I Danmark har mange forfattere siden Peter Høeg brugt autobiografien som teknik i større eller mindre omfang. Det er måske meget godt at Knausgård sætter eksplosivt punktum for tendensen, for ærligt talt er jeg begyndt at kede mig.
I næste uge, dvs. d. 18., taler jeg om Blood Meridian af Cormac McCarthy. En fuldblods, ultravoldelig roman, der står som den ypperste brug af det amerikanske sprog, jeg nogensinde har stødt på. Mange har nok hørt McCarthys navn i forbindelse med filmatiseringerne No Country For Old Men af Coen brødrene og den relativt nye The Road. McCarthy selv er en herlig gut. Tjek dette interview:
http://online.wsj.com/article/SB10001424052748704576204574529703577274572.html
Alle dage er bogdage. Tschüss!
-Peter
1 kommentarer:
Fuck. Jeg har det lidt som William Miller, da han i Almost Famous får at vide af Phillip Seymour Hoffman i 1972, at rocken er død. Fuck. Så når jeg ikke at skrive mit selvfede tibindsselvbiografiske monsterværk. Change of plans, I guess ...
Send en kommentar