Jiro Taniguchi
Fahrenheit
408 sider, 299,50,-
Januar 2010
Haruki Murakami, Akira Kurosawa og Hayao Miyazaki har indtil nu været grundlaget for den kulturelle eksportbølge, der gennem nogle år har strømmet fra de japanske kyster. Murakami berømmet for sin magiske realisme i romaner som Trækopfuglens krønike, Kafka på stranden og senest Efter midnat. Kurosawa, som ville være fyldt 100 år på tirsdag, kultdyrket især for filmen De syv samuraier fra 1954 og for tiden genoplivet via succesfulde dvd-bokssæt. Endelig: Miyasaki elsket blandt børn og voksne for blandt andre Min nabo Totoro, Chihiro og heksene og Det levende slot - tegnefilm, der ligesom hos Murakami finder æstetikken hos den magiske realisme.
Nu kommer mangaen. Danske børn læser dem allerede, oftest endda i den oprindelige læseretning, hvilket med vestlige øjne vil sige bagfra. Og efter en årrække med forsøg på at introducere the graphic novel for voksne læsere kommer nu den rendyrkede voksenmanga til Danmark. Det er forlaget Fahrenheit, der i forvejen er kendt for at udgive tegneserier, som åbner det danske marked op for næste led i den japanske eksportstrategi. Jiro Taniguchi skrev og tegnede allerede i 1998 Min fjerne barndomsby, så man kan godt sige, at Fahrenheits mangasatsning sker med udgangspunkt i en formodet sikker succes, eftersom forlaget ikke behøver bekymre sig om værkets mulighed for at begejstre læsere - det har det allerede gjort i mange lande.
Historien er meget simpel: Hiroshi Nakahara, en 48-årig japansk kontoransat, tager på en helt almindelig dag toget hjem til sin kone og to døtre. Tror han. Hiroshi ender nemlig på en forkert afgang, og før han ved af det, befinder han sig i den by, hvor han voksede op og ikke har været i umindelige tider. Efter hvileløs vandren befinder han sig pludselig foran Genzen-templet, hvor hans kære mor ligger begravet.
Og så indtræffer det, der kan synes som en udslidt kliché: Hiroshi vågner op i sin fortid, nu 14 år gammel, men med en voksen mands visdom og ikke mindst med kendskab til fremtiden. Mødet med den familie, han ikke længere har, er chokerende, men efter et stykke tid vænner han sig til dagligdagen, som også indebærer skolegang og selvfølgelig hurtigt udvikler sig til en kærlighedshistorie, hvor Hiroshi pludselig er i stand til at vække den piges interesse, som han oprindelig ikke engang kunne få et blik fra. Forholdet mellem Hiroshi og Tomoko Nagase er sødt, men også interessant, for naturligvis har Hiroshi svært ved at acceptere sine følelser for en pige, der er på alder med hans egne døtre. Det vil Twilight-fans nok kunne sætte sig ind i ...
Min fjerne barndomsbys plot bindes efter karakter- og miljøintroduktionen op på Hiroshis mission om at finde ud af, hvad der dog fik hans tilsyneladende glade far til at forlade familien denne sommer, hvor Hiroshi blot var 14 år. Og kan Hiroshi ændre sin egen historie? Det er for så vidt et udmærket plot for at drive historien fremad, men heldigvis er dette fortærskede sci-fi-spørgsmål ikke det væsentlige ved mangaen: Det er mysteriet om faderen, som Hiroshi jo må sande, han dybest set ikke har kendt ordentligt, det er dette mysterium om hans forsvinden, der forekom Hiroshi så mystisk som ung, han skriver sig ind på via denne fantastiske tidsrejse. Samtidig går ligheden mellem den 48-årige Hiroshi og hans far op for læseren (og også for Hiroshi efter et stykke tid).
Men det er også en genoplevelse af ungdommen, bare uden den ungdommelige naivitet og usikkerhed, som kan virke så hæmmende for éns udlevelse af den ungdom, de fleste kommer til at længes efter senere i livet. Måske er den først forbi, ungdommen, i det øjeblik man længes efter den. Gennem Hiroshis genfødsel oplever han kærlighedens mystik, erotikkens forunderlighed og familieidyllen på ny. Det er egentlig en vitaliserende, underfundig og poetisk fortælling. Og hvad så, om den er bundet op på en virkelighed-drøm-virkelighed-kliché af en ramme for fortællingen. Det fjerner ikke historiens charme og Taniguchis stemningsfulde strøg. Og hele tiden findes en melankoli, en dybde, i fortællingen på grund af den dobbeltbevidsthed, Hiroshi som bevidst om handlingens udvikling besidder. Det er et meget fint fortælleteknisk greb, som også gør Min fjerne barndomsby til interessant litteratur.
Jeg har en svaghed for Japan som mentalt billede, og det Japan, der helt strategisk eksporteres til resten af verden, heriblandt Danmark, med dets utrolige smukhed og elegance, nærmest androgyne uskyldighed, fascinerer mig. Så jeg vil gerne være med til at hype voksenmangaens indtog, specielt hvis det betyder, at der kommer flere oversættelser af Taniguchis værker.
-Sune
0 kommentarer:
Send en kommentar