Anmeldelse: Katrines hånd

Katrines hånd
Maja Lucas
C&K Forlag
104 sider, 199,95,-
Februar 2010

Første fragment lyder i sin helhed:

”Katrines hånd ryster inde i min, hun siger Hold om mig. Det er et epileptisk anfald, om det er kemoen eller svulsten, der gør det, kan lægerne ikke sige. Det er hendes fødselsdag, hun bliver 59, der har været mange gæster, hun har ligget i en liggestol i haven med et lagen fra hospitalet over benene, Centralvask stod der på det med lyseblå bogstaver. Hun havde sin paryk på. Selvom krøllerne lignede hendes egne, virkede formen forkert. Børnene sagde ikke noget, da de og Kristian ankom. Hej Mulle, sagde en mand til hende, da han kom ind i haven sammen med sin kone. Han forklarede mig senere, at de var gamle venner af hende og min far, som om jeg var nytilkommen i kredsen. Ida dampede broccoli i køkkenet, hun skyllede rucola, hun snittede peberfrugter og champignon, hun lavede te. Hun vaskede op. Da gæsterne var gået, hjalp min far Katrine op af liggestolen, jeg tog hendes hånd, hun så ud til at have problemer med at holde balancen, og da vi kom indenfor, begyndte hun at ryste. Min far havde fortalt, at hun var begyndt at få anfald, at hun en morgen var blevet ved med at gå i krampe og til sidst havde ligget på gulvet med fråde om munden. Men hun havde insisteret på at fejre sin fødselsdag, 59 år i maj måned, hun ville ligge i liggestolen i haven og se sine venner, som hun plejede.”

Maja Lucas er uddannet fra Forfatterskolen i 2007, hvor hun også debuterede med kortprosasamlingen (var der nogen, der sagde Forfatterskolen?) Jegfortællinger. Netop denne kulturinstitution skinner kraftigt igennem i Lucas’ skrivestil med de korte, minimalistiske, Helle Helle-inspirerede sætninger (som dog mangler Helles præcision og tyngde). Det skal man lige være mentalt forberedt på, for det kan godt give læseren ubehagelige mindelser om fristil i folkeskolen. Lucas skriver ligefremt, upoleret og nærmest juvenilt; læg bare mærke til sætningsinledningerne ovenfor: Der er en overflod af ”Det er …”- og ”Hun gjorde …”-syntaks, og det er da helt sikkert et bevidst (Forfatterskole)valg fra Lucas’ side, bestemt, men puha, det kan godt blive lidt uambitiøst.

Katrines hånd er et portræt af en situation, idet de små hundrede sider beskriver forløbet med Sarahs stedmor, Katrine, som har kræft og skal dø. Persontegningerne er flygtige, og Sarah skriver sig fragmentarisk ind på stedmoren, der i løbet af Sarahs liv har indtaget tre forskellige roller: stedmor, fars kone og nu Katrine. Men vi kommer aldrig helt tæt på stedmoren, det bliver ved de fragmenterede stemningsbilleder, overvejelser, observationer og tableauer – som glimtvis er originale og følelsesmættede (og af og til melodramatiske). Disse passager træder tydeligt frem i det ikke-udfordrende sprog, Lucas benytter sig af.

Og her er netop problemet ved Katrines hånd: Læseren udfordres ikke, men fodres med erfaringer og betragtninger, hvilket nok gør det til en sympatisk fortælling, men ikke nødvendigvis god litteratur. Der mangler det modspil til læseren, som inviterer læseren til at tage del i meningsskabelsen i stedet for blot at modtage afsenderens budskab. Og det er jo i virkeligheden ret fjernt fra Helle Helles minimalistiske stil, som Lucas skriver i forlængelse af.

Den finske forfatterinde Sofi Oksanen nævnte det i vores interview med hende i januar: For få af hendes kolleger gør sig umage med sproget og dramaturgien. Oksanens opfordring til at fokusere mere på disse for litteraturen så indbydende områder skal i forbindelse med Katrines hånd hermed videregives.
-Sune